Rosenvinge

  

 Ayoë R. Thürmer Jensen

Startside

Slægten

Foto-Galleri

Roser

Norge & Bornholm

Rejser

Højtider

Kunst

OM MINE ROSER

Sæsonen starter sidst i marts...

Fredag den 24. marts 2006 indkøbtes en pose "naturlig" gødning, som blev lagt omkring hver og én - da jorden var blevet frostfri !

Søndag den 2. april blev en mærkedag - jeg "spredte møg" for første gang i mit lange liv.

Og det begyndte at regne et par timer senere - perfekt!

Så i 2006 blev de flottere end nogensinde...bl.a. fordi de blev gødet første gang lige præcis på det tidspunkt, eksperterne anbefaler.

Roser er "sultne" planter, og man ser alt for mange rosenbede, som ikke får nok gødning, og ofte bliver det også tilført for sent. Roser kan godt lide velomsat naturgødning, men har man ikke adgang til det, kan en pose med organisk gødning (hønsemøg-granulat) være fuldt så effektiv. 

Det billigste og nemmeste er dog at gøde med N-P-K - gerne 23-3-7, men en anden klorfattig N-P-K kan være lige så god. Dosis er en strøget spiseske - jævnt fordelt på et areal af 40 x 40 cm omkring hver rose - dog ikke alt for tæt på stammen - eller 1 dl. gødning pr. 2 kvadratmeter.

Efter den allerførste tidlige gødning følger beskæringen så i april måned, når risikoen for alvorlig frost er overstået, men inden knopperne for alvor begynder at bryde.

Først fjernes gamle, visne og syge skud ved basis. Vildskud og meget svage skud fjernes ligeledes ved basis.

Storblomstrede roser: Den normale rosenbeskæring af de kraftigtvoksende sorter foretages i en højde af ca. 15 cm over jorden og de svagtvoksende sorter i en højde af ca. 25 cm.

Kraftig beskæring betyder lidt færre men større blomster - svag beskæring lidt mindre, men flere blomster. For at forlænge blomstringen helt frem til det sene efterår, er det en god idé at fjerne de visne blomster og tilbageskære de afblomstrede grene sommeren igennem.

Renaissanceroser: Kræver kun en let tilbageskæring om foråret.

Engelske roser: Bør beskæres halvt tilbage om foråret.

Slyngroser: Beskæres let i foråret, når risikoen for frostskader medio april er overstået. Den lette beskæring består i at fjerne alle frostskadede grene og grenspidser. Dernæst beskæres grenene til 2/3 af deres hidtidige længde, og sideskuddene beskæres over 3-5 hvilende knopper. Ældre slyngroser, der er blevet for tætte, kan forynges ved at fjerne de ældste skud ved basis. Mangler slyngrosen tæthed, kan man tilbagebeskære et eller flere af hovedskuddene til ca. 20 cm over jorden, og derved få nye skud til at bryde nedefra. Afblomstrede skud fjernes løbende.

Roser på stamme: Opstammede roser beskæres tilbage hvert år i april, så alle grenene har en længde af ca. 15 cm. Døde grene fjernes helt. Afblomstrede skud tilbageskæres for at fremme blomstringen sommeren igennem, og samtidig bevarer rosentræet sin flotte krone. Alle skud på stammen er vildskud og bør fjernes.

Selv om man er kommet lidt for sent i gang (måske først i slutningen af april eller i begyndelsen af maj), og roserne er begyndt at skyde nye friske skud, er det vigtigt at få specielt buket- og storblomstrede klippet ned til en højde af 15-20 cm.

Gødningen fortsættes således: 

Der skal som nævnt gødes første gang sidst i marts, 2. gang midt i maj, når planterne står med store knopper, klar til at springe ud. 3. gang i slutningen af juni efter første afblomstring, og hvis jorden er let også mod slutningen af juli. Det er vigtigt at huske, ikke at gøde, når bladene er våde, da gødningen så kan blive hængende og svide bladene. Der må ALDRIG gødes med kvælstof (N) efter 1. august, da det kan forringe rosernes overvintring.

Alle roser, der remonterer (blomstrer flere gange i sæsonen) bør have gødning tildelt over ovennævnte tre eller fire gange.  Det er vigtigt at få gødningen tidligt ud, for at den kan blive opblødt og fordelt i jorden, så den er klar til brug for roserne, når de rigtig behøver den i maj måned. Roser hører til de planter, der har rødderne dybere i jorden, hvorfor der ikke skulle være fare for udvaskning.

De roser, der kun blomstrer én gang på en sæson, har brug for mindre gødning. Tildel 1 dl. pr. 2 kvadratmeter om foråret, og når blomstringen er overstået, hvis man skal have planten bygget op.

(Kilder: Bo Grønt Havecenter og Knud Pedersens Planteskole.)